Anders Hemmingsen lever af at dele virale klip – men der medfølger et stort ansvar: ‘Jeg er overhovedet ikke fejlfri’

Rebecca Plaetner

Med mere end en million følgere er Anders Hemmingsen, som står bag Instagramprofilen af samme navn, en af landets største influencere. 

På profilen deler han primært humoristiske billeder og videoer, der bliver sendt til profilen af følgerne selv – og når man igennem ‘nåleøjet’, ja, så kan man altså gå viralt på et splitsekund. 

Men med en følgerskare så stor som Anders Hemmingsens, kan man dog ikke bare læne sig tilbage og dele vidt og bredt ud af, hvad der bliver tilsendt, som det passer en. Slet ikke.  

“Jeg har jo et kæmpe ansvar for, hvad jeg deler, i og med, at der er så mange, der kommer til at se det,” forklarer han og tilføjer:

“Det er jo helt sikkert en kæmpe magt, man – eller jeg – har, når man deler noget, så jeg gør mig selvfølgelig en masse overvejelser om, hvorvidt personerne, der medvirker i videoerne, er okay med det.” 

 Vildt, vildere, viralt – hvem har ansvaret?
 
I en ny, digital tidsalder oplever flere og flere at gå viralt – hvad end, det er på eget eller andres initiativ. Men hvad handler det egentligt om? Og hvad betyder det for de mennesker, der ender som ufrivilligt centrum på det store internet? Og, måske vigtigst af alt: Hvor ligger ansvaret? Det ser vi nærmere på i denne artikelserie, vi kalder ‘Vildt, vildere, viralt’.

Eksempelvis modtager influenceren weekend efter weekend masser af materiale med – og fra – fulde folk, som ønsker eksponering på profilen. Men vil man synes, det er lige så sjovt, når man morgenen efter vågner med ondt i håret? 

“Jeg venter tit og ofte med at dele fulde folk til dagen efter, for at sikre mig, at de stadig er med på den. Børn er der også et kæmpe researcharbejde i – ‘er det dit barn’ eller er forældrene okay med, at det bliver delt?” 

Generelt bruger Anders Hemmingsen hver dag en god rum tid på at sikre sig, at de personer, der bliver delt på profilen, er okay med det.

“Jeg har også en lille flok ansat til at hjælpe mig, og de har fået en bibel med, hvad man må og ikke må, og hvad man skal gøre sig af research, før man deler,” forklarer han. 

Gennem tiden er det da også noget, han er blevet mere bevidst om, end hvad han var for otte år siden, da profilen havde sin spæde start.

I dag ville Anders Hemmingsen for eksempel have betænkeligheder ved at dele et klip som det, hvor den dengang 13-årige Benjamin Jørgensen, der lider af cerebral parese, i et quizprogram udbryder ‘John Hitler!’ som svar på, hvad den tyske diktator Hitler hed til fornavn. 

Faktisk ville Anders Hemmingsen formentligt slet ikke dele et sådant klip i dag. Blandt andet på grund af Benjamins handicap og hans alder taget i betragtning.  

Men selvom Anders Hemmingsen er påpasselig og tænker sig godt om, før han deler noget på profilen, må han alligevel lægge ører til en del kritik – blandt andet fra folk, der mener, han gør grin med nogle af de personer, som af og til optræder på profilen. 

“Jeg er overhovedet ikke fejlfri, men jeg gør virkelig, hvad jeg kan, for at der ikke er nogle, der føler sig udstillet,” fortæller Anders Hemmingsen, der dog er forstående for, at der følger kritik med, når man har et job som hans. 

“Sådan er det. Når man stikker næsen frem, og der er mange, der følger med, så er der jo altid nogle, der vil være imod.”