
Rebecca Plaetner
‘Hvordan kan kameramændene bare stå der og kigge på hendes idioti og ikke grine?’
Sådan lyder en af mange kommentarer på TikTok, hvor klippet med Line De Laurent, der smider kartofler i en skraldepose i ovnen, er blevet set mere end 468.000 gange.
Siden klippet, som udspillede sig i 2011, udkom, er Line De Laurent jævnligt blevet mødt af fordomme, der blandt andet lyder på, at hun skulle være ‘blondinedum’ – for hvem ved ikke, at plastik selvfølgelig smelter, når det bliver varmt?
Og hvorfor gjorde produktionen egentlig ikke noget for at hjælpe den arme kvinde?
“Det er jo det, der er så åndssvagt,” fortæller Line De Laurent selv.
Da hun medvirkede i Kanal 4-programserien ‘De Unge Mødre’ var det nemlig sådan, at hun kunne komme ud for at skulle lave aftensmad i eftermiddagstimerne, fordi tv-holdet skulle videre til en anden medvirkende senere på dagen.
Vildt, vildere, viralt – hvem har ansvaret? I en ny, digital tidsalder oplever flere og flere at gå viralt – hvad end, det er på eget eller andres initiativ. Men hvad handler det egentligt om? Og hvad betyder det for de mennesker, der ender som ufrivilligt centrum på det store internet? Og, måske vigtigst af alt: Hvor ligger ansvaret? Det ser vi nærmere på i denne artikelserie, vi kalder ‘Vildt, vildere, viralt’. |
“Det første, jeg havde tjekket derhjemme, var, om jeg havde stegeposer. Det havde jeg så ikke, og jeg tænkte bare ‘fuck!’,” forklarer Line De Laurent.
Efterfølgende ringede hun til sin mor, der boede i nærheden, for at høre, om hun mon havde nogle stegeposer derhjemme.
Moderen var dog på arbejde, hvorfor Lines søgen på stegeposer fortsatte i en Spar-butik, som altså havde udsolgt.
Alt sammen noget, der vel at mærke ikke fremgik af programmet.
‘Hvad er chancen?’ tænkte Line De Laurent.
“Da vi kommer tilbage, siger min tilrettelægger, som er hende, der stiller mig spørgsmålene: ‘Har du ikke bare nogle almindelige poser, du kan smutte i ovnen?’,” forklarer hun i dag.
Line De Laurent, der dengang var 21 år gammel, havde aldrig interesseret sig synderligt for madlavning, hvorfor hun da heller ikke havde meget erfaring på området.
“Jeg tænkte bare: ‘Vor Herre bevares, jeg kan jo lige så godt bare prøve’,” fortæller hun og tilføjer:
“Da den her pose så begynder at smuldre, kan jeg jo godt se, at de filmer, og jeg går i panik indvendigt og tænker: ‘Hvad fanden sker der?’”
Da tilrettelæggeren så foreslog Line, at hun skifter posen ud med “noget andet”, troede den unge mor, at hun blot mente en ny pose.
“Så jeg er jo dum nok til, at jeg tager en ny pose i ren og skær panik – og så gør den det samme.”
Efter flere mislykkede – og veldokumenterede – forsøg, besluttede Line De Laurent sig til sidst for at sadle om og servere noget andet for sig selv og sin dengang etårige søn.
Det er det dog de færreste, der har hæftet sig ved. I stedet morer folk sig gevaldigt over den lille misforståelse – og selv kan Line De Laurent da også grine med over ungdommens uvidenhed.