Tobias Dybvads kultprogram ‘Dybvaaaaad!’ er lagt i graven: ‘Jeg er selv modnet med programmet’

Foto: Pressefoto

Rebecca Plaetner

I ti år har TV 2 Zulu-programmet ‘Dybvaaaaad!’, med komiker Tobias Dybvad i front, gransket og gennemgået adskillige klip fra diverse danske realityprogrammer for åben skærm. 

148 afsnit blev det til, fordelt ud på 13 sæsoner, inden TV 2 Zulu i november 2022 besluttede, programmet ikke længere skulle køre. 

I løbet af den tid har talrige af udsagn fra klippene, såsom ‘Det plejed’ far at gøre’, ‘Der er Karon Wolf honningkager nede i tasken – og de larmer ikke’ og ‘Der er no’ed, der driller’, opnået noget nær kultstatus blandt seerne, der gang på gang har kunnet få sig et godt grin.

For Tobias Dybvad handler det dog ikke om at gøre grin med de medvirkende – tværtimod.

“Jeg gør mig mange tanker om i videst muligt omfang at omfavne dem, der optræder i de klip, vi bruger, og indhylle dem i kærlighed og glimt i øjet. Jeg har alle dage fundet det ekstra tilfredsstillende, når jeg kan ramme dem, der laver programmet, og tager ofte de medvirkende i forsvar,” fortæller han og tilføjer: 

“Men jeg griner da også hjerteligt af dem, det skal jeg da ikke lægge skjul på.” 

Vildt, vildere, viralt – hvem har ansvaret?
 
I en ny, digital tidsalder oplever flere og flere at gå viralt – hvad end, det er på eget eller andres initiativ. Men hvad handler det egentligt om? Og hvad betyder det for de mennesker, der ender som ufrivilligt centrum på det store internet? Og, måske vigtigst af alt: Hvor ligger ansvaret? Det ser vi nærmere på i denne artikelserie, vi kalder ‘Vildt, vildere, viralt’. 

Dog undlader komikeren eksempelvis at bruge klip med folk, han ikke bryder sig om – det skaber nemlig en tone, han ikke ønsker for programmet, forklarer han. 

Selv hader han da også, hvis ting bliver overforklaret, og han sidder tilbage med en følelse at blive talt ned til, når han ser fjernsyn. 

Der gør Tobias Dybvad en dyd ud af at lave tv, han gerne selv vil se . og som ikke skærer ting ud i pap, hvor det ikke er nødvendigt. 

“Hvis jeg synes, det er overforklarende, er der helt sikkert også seere, der vil synes det,” fortæller han og tilføjer:

“Det handler om at gå ud fra, at du og seerne deler smag – og lyt til din egen mavefornemmelse og lav noget, som du synes, det er fedest. Det gør jeg i hvert fald.

Prøver at ramme noget ægte, naturligt og ærligt.”

Når Tobias Dybvad ser tilbage på at finde de allerbedste klip til programmet, genkender han da også et ømt punkt hos sig selv. 

“Jeg er meget forelsket i sproget og i typer og dialekter – et godt klip har både sjovt indhold og en sjov levering, tone eller ordlyd. Og så må det også gerne kaste rigtig mange jokes af sig,” fortæller han. 

Det er altså ikke nok, at der eksempelvis er en, som falder på en sjov måde.

En klassiker fra programmet, han selv har en forkærlighed for, og som indeholder alle elementerne, er det førnævnte ‘Det plejed’ far at gøre’-klip, der stammer fra Kanal 4-programmet ‘Mig og min mor’, hvor realitystjernen Pernille Nygaard i 2015 medvirkede med sin mor, Jane Christensen. 

I klippet ser man mor og datter, der netop har lagt sig til rette for at gå til køjs, hvorefter det fra mor Jane lyder: “Bare lige giv mig en krammer, til jeg sover… Det plejed’ far at gøre”. 

Heldigvis kan klippets hovedpersoner da også sagtens grine med af klippet – og det på trods af, at det ellers slet ikke var tiltænkt at skulle være morsomt. 

“Jeg tror ikke, det var noget, hun havde tænkt over, da hun sagde det,” forklarer Pernille Nygaard om sin mors udsagn og tilføjer:

“Men så har Dybvad jo gjort det til noget komisk ved at gøre grin med, at det er så jysk. Det synes jeg da bare er sjovt – og det er da også lidt sjovt, når han siger det, men jeg synes ikke, det er sjovt, når min mor siger det.” 

Programmet har, med et årti på bagen, dog også gennemgået noget af en udvikling gennem tiden, ligesom det også gør sig gældende for værten selv. 

“Programmet var helt sikkert mere hårdt i starten end i de seneste sæsoner. Jeg er selv modnet sammen med programmet, og tiden og tonen rykker sig helt naturligt,” forklarer Tobias Dybvad.